AGF ligger overraskende nummer ét i Superligaen med 40 point ved vinterpausen, men forventningsstatistik fortæller en lidt anden historie. AGF har 12 sejre, 4 uafgjorte, 2 nederlag og i alt 40 point i 3F Superligaen. Men Table of Justice (baseret på Expected Points) viser, at AGF kun bør have 32,2 point efter de 18 kampe – altså hele 7,8 point færre end det faktiske antal.
I praksis betyder det, at AGF reelt burde ligge andenpladsen i tabellen efter FC København på førstepladsen med 33 forventede point. Ironisk nok har AGF målt på antal mål scoret rent faktisk været ineffektive: AGF har scoret 36 mål, men skabt chancer for hele 38,7 xG. De burde altså have scoret et par mål mere end de rent faktisk har. Nøglen for AGF har dog været, at de har lukket langt færre mål ind (18) end modstandernes xG imod dem (25), hvilket er imponerende. Altså har modstanderne spildt omkring 7 forventede mål.
Der er eufori og store drømme om mesterskab (for første gang siden 1996) under den nye træner Jakob Poulsen, som har taget Aarhus med storm. Holdets anfører Eric Kahl maner dog til besindighed med, at det er alt for tidligt at tænke på mesterskab. Med den defensive magtdemonstration, færrest indkasserede mål i ligaen, har AGF overhalet mange, men det hviler måske på et usikkert grundlag.
Aldrende profil har været nøglespiller
Tallene viser, at AGF har været både heldige og effektive. Trods 36 scoringer ligger Expected Goals på 38,7 forventede mål, så AGF’s offensiv har faktisk kunnet øge effektiviteten lidt for at matche chancerne. Men defensivt er forskellen slående. Modstanderne har haft chancer nok til 25 mål, men nettet har kun blafret 18 gange.
Hvorfor er der så stor forskel? Et væsentligt svar er AGF-målmand, Jesper Hansen. Den rutinerede målmand har indtil videre spillet en fantastisk sæson, og har været afgørende i flere af efterårets kampe. Eksempelvis redde Hansen sine holdkammerater i det vigtige østjyske opgør mod Randers FC, hvor han redde flere store chancer med en høj xG, og var stærkt medvirkende til, at AGF kunne rejse hjem med 3 point. Tipsbladet beskrev Jesper Hansen som storspillende i kampen. Hvis vi kigger på statistikken, er Jesper Hansen i efteråret den førende målmand i ligaen på prevented goals per 90 minute, hvilket er den mest præcise indikator for en målmands redningsspil. Ifølge analyseplatformen Hudl burde Jesper Hansen i efteråret have indkasseret hele 0,24 mål mere pr. 90. minut!
Det er ikke, fordi AGF’s forsvarsspillere blokerer mange afslutninger, bryder mange bolde mellem modstanderne (færrest af alle hold i ligaen), eller vinder hovedstødsdueller (tredjelavest succesrate på hovedstødsdueller i ligaen). Det ser derimod ud til, at det lave antal faktiske mål imod skyldtes modstanderne i mange kampe haft en stor ineffektivitet foran aarhusianernes mål, og har forspildt mange store chancer – enten reddet af Jesper Hansen eller misset.
Kan det strække til et mesterskab?
AGF-fansene drømmer allerede stort om mesterskab, men statistikkerne får os på andre tanker. Man kan næsten sige, at Table of Justice holder Guld-togtet lidt i skak. Under Poulsen har holdet leget med modstanderne i de fleste af spillets faser, men træneren erkender over for medierne, at held og form kan vende på et splitsekund.
Sagt på en anden måde ligger AGF-skibet lidt højt i vandet. De nuværende 40 point giver umiddelbart indtryk af et solidt titelbud, men Table of Justice fortæller, at vi måske skal skrue lidt ned for forventningerne. Det var selv en optimist som anfører Kahl ude at præcisere over for bold.dk: ”Når man får nogle sejre, bygger man selvtillid… men lige nu tager vi én kamp ad gangen”.
Tallene giver derfor en anden og mere nuanceret vurdering af AGF’s nuværende succes: Trods førstepladsen bør man ifølge xG-modellerne (og eksperterne) ikke sætte næsen op over guldet allerede nu.